Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed til psykoterapeut Amalie Mathiassen efter at have gennemført et meget tilfredsstillende terapiforløb hos Amalie.
Hun har hjulpet mig til at genoprette min mentale balance, således at jeg nu igen kan leve videre i en velfungerende dagligdag uden for mange negative tanker, dårlig søvn og næsten fysisk smerte.
Mine problemer blev forårsaget af et syv år langt dysfunktionelt ægteskab med en kvinde, der formentlig er narcissist eller har stærke narcissistiske træk, og som blandt mange andre næsten uforståelige ting også viste sig at leve et dobbeltliv. Det hele afsluttet med en dramatisk skilsmisse.
For mig havde dette tiltagende dårligt fungerende forhold store negative konsekvenser; blandt andet med en snigende depression og uforståelig forvirring over hvad der egentlig foregik. I efterforløbet formåede jeg ikke selv at bearbejde mine traumer og genoprette en normal hverdag.
Jeg opsøgte Amalie efter at være blevet opmærksom på en bog om dobbeltliv, som hun er medforfatter til, og som blandt andet handler om hendes egen utrolige ægteskabshistorie med en krænker. Bogen beskriver også andre kvinders oplevelser med forhold til personer, der har levet dobbeltliv, og den er suppleret med forskellig faglige “eksperters” forklaringer. Meget læseværdig og tankevækkende bog. Desuden medvirker Amalie i talrige podcast` og andre medier. Man kan lære meget af at høre og se disse.
Amalie har stor faglig viden, er sød, venligt imødekommende og forstår at lokalisere de problematikker, man plages af. Trin for trin behandler og bearbejder hun sammen med dig dine udfordringer. Hun lærer dig at erkende, hvad der har ramt dig og derefter med terapi heler I sammen gradvist dine traumer. Du får tillærte virkemidler, så du kan genoptage et godt liv og igen klare livets mange udfordringer. Dygtigt vejleder hun dig til at søge og opdage/genopdage nye muligheder fremover til forbedring af din livskvalitet.
Jeg kan på det varmeste anbefale Amalie Mathiassen, hvis du har brug for hjælp til at behandle en mental ubalance.
Med venlig hilsen
Jan, 68 år