I efteråret 2021 fandt jeg ud af, at min mand levede et dobbeltliv og havde gjort det før. Det vil sige, at han, ved siden af ægteskabet, familielivet og hjemmet han delte med mig, havde en kæreste, bonusbørn og et andet hjem, han boede i. Uden at jeg vidste det, havde han levet sådan i et par år. Jeg fandt også ud af, at han i starten af vores forhold havde to kærester, familier og ’liv’ ved siden af den tilværelse, han havde med mig.
Chokket var stort, og følelser som svigtet, forrådt, vred, skamfuld og ulykkelig væltede ind over mig. Det var meget voldsomt at finde ud af, at den person, som jeg havde allermest tillid til, havde bedraget mig i så stort et omfang. Og så fra første dag i vores forhold. Ja faktisk allerede inden forholdet begyndte.
Som en del af min bearbejdelsesproces valgte jeg at tale åbent om, hvad jeg havde oplevet. Jeg fortalte alle, jeg kender, om min mands dobbeltliv, og hvordan det havde været for mig at opdage det. Jeg ville ikke være med til at opretholde og dække over hans løgne, og jeg ville ikke være med til, at han – uden kvindernes vidende – kunne leve sådan et dobbelt- eller trippel-liv igen. Derfor valgte jeg også at udtale mig i en BT-artikel om hans måde at leve på.
Ikke kun farmor og mig…
Da jeg opdagede, hvordan min mand havde levet, var mit eneste kendskab til fænomenet dobbeltliv en podcast, som jeg havde hørt med lige dele fascination, forbløffelse og forfærdelse, og som jeg endda havde anbefalet min mand at høre. Gad vide hvad han tænkte der!
I podcasten ’Farfars to liv’ afdækker en journalist, hvordan hendes farfar levede med to partnere og to parallelle liv. Jeg kan huske, at jeg var godt underholdt af ’Farfars to liv’, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Arhh – det der kan da kun lade sig gøre, hvis i hvert fald en af kvinderne er ekstraordinært naiv eller helt bevidst vælger at lukke øjnene for det, der sker omkring hende’. Nu må jeg jo erkende, at jeg er blevet klogere.
For ikke alene har jeg selv været sammen med en mand, der levede flere liv, og lige meget hvordan andre ser på mig vil jeg holde fast i, at jeg ikke er ekstraordinært naiv. Lige som de andre kvinder, som jeg delte min mand med, heller ikke er det.
Samtidig har jeg oplevet, at det – i takt med at jeg har fortalt åbent om min historie – er piblet frem med andre eksempler på mennesker, der har været i et forhold med én, der levede dobbeltliv. Pludselig fandt jeg ud af, at min kollegas mors veninde havde oplevet det; at en venindes frisør havde oplevet det, at en venindes veninde havde oplevet det. Og så videre.
Jeg fandt altså ud af, at det langt fra kun var ’farmor’ og mig, der havde været sammen med en mand, der levede dobbeltliv, og jeg fandt ud af, at ’ofrene’ for dobbeltliv var helt almindelige kvinder, der havde været i forhold med nogle helt specielle mænd.
Jeg manglede viden om fænomenet
Men hvordan er de mænd ’specielle’? Hvorfor vælger de at leve sådan? Hvordan kan de leve med så mange løgne? Hvilke ’redskaber’ bruger de til at ’køre rundt’ med flere kvinder på samme tid? Og var der en grund til, at lige præcis jeg var endt med en mand, der lever på den måde?
Det var spørgsmål, som jeg selv havde inderligt brug for at få svar på, da jeg opdagede min mands måde at leve på. Men svarene kunne jeg ikke google mig frem til eller finde i en bog. Kun indirekte i hvert fald.
Så ud fra de to erkendelser ’Vi er mange, der har oplevet det’ og ’Det er svært at finde viden om fænomenet’ opstod behovet for at skrive en bog om dobbeltliv. En bog som jeg nu har skrevet sammen med journalist og forfatter Kristina Antivakis.
Kristinas og min tanke var, at andre end mig har brug for viden om, hvad de har været udsat for, og at andre end mig kan finde støtte i at vide, at vi er flere, der har oplevet det samme.
Vores bog ‘Løgnen – fortællinger om mennesker, der lever dobbeltliv’ indeholder interview med tre eksperter, der besvarer de spørgsmål, som jeg nævnte lige før.
Eksperterne kommer blandt andet ind på typer af manipulation, på narcissisme og på hvorfor nogle mennesker kan leve med at lyve fra morgen til aften, og hvorfor de vælger at gøre det.
Bogen tager udgangspunkt i min egen historie, og derudover indeholder den fortællinger fra fem andre kvinder, der har oplevet at være i et forhold med en mand, der levede dobbeltliv. Det er en selvstændig pointe, at Kristina og jeg ikke har skullet lede med lys og lygte efter de fem andre kvinder. Desværre er eksemplerne jo piblet frem.
Det er en anden pointe, at der er mange ligheder i vores fortællinger. Både hvad angår mændene, vi har levet sammen med og i forhold til de reaktioner og følelser, som vi kvinder har været igennem. For eksempel nævnes følelser som skam og mistillid i alle vores fortællinger.
Det hjælper at sige det højt
Mit håb med bogen går længere end at videreformidle den viden, som jeg selv manglede, da jeg stod midt i det største kaos i mit liv. Mit håb med bogen er også at fortælle og vise, at det hjælper at sige det højt, hvis du har været udsat for noget traumatisk. For som jeg skriver i efterskriftet i bogen:
”Det er grænseoverskridende og angstprovokerende at sige det højt. Særligt så højt, at hele Danmark kan høre det. Men det kan være ødelæggende at holde det hele inde, rette skammen indad og tro, at du var særlig dum eller naiv, siden det skete for dig og kun for dig. For du er ikke alene.
Som retspsykolog Tine Wøbbe siger: Når – og hvis – kvinderne opdager dobbeltlivet, finder sammen og begynder at dele historier, så tager de magten fra ham, fordi de får den viden, som han aldrig har givet dem.”
Hjælp til andre i dysfunktionelle forhold
Vores bog handler om mennesker, der lever dobbeltliv og om os, der blev ramt af deres manipulerende og kontrollerende adfærd. Og bogen giver råd til at komme videre fra et forhold med en person, der lever dobbeltliv.
Men det er mit håb, at også andre kan bruge bogen til at komme videre fra et destruktivt og dysfunktionelt forhold. For mange af pointerne og rådene i bogen går ud over fænomenet dobbeltliv. For eksempel disse fem:
- Det er bestemt ikke kun svage kvinder, der kan havne i en manipulators net. Selv den allerstærkeste selvsikre kvinde i den her verden kan blive manipuleret, charmeret og bedraget.
- Det er barskt at blive narret, når det handler om følelser. En ting er at blive narret for penge, men det følelsesmæssige plan er et af de allermest, hvis ikke det mest sårbare område, man kan blive narret på.
- Når man bliver snydt, bedraget og manipuleret med, mister man langsomt sin selvrespekt og sit selvværd. Måske mister man også en basal tillid til verden. Når ens verdensbillede krakelerer – fordi man er blevet manipuleret med – bliver man usikker på de mest fundamentale ting. Det er meget ødelæggende.
- Hvis noget føles forkert, så tøv ikke med at reagere på mavefornemmelsen. Tal med andre om det.
- Brug følelsen ’skam’ konstruktivt til intenst at forstå, hvad du har været udsat for og beslutte dig for, at du aldrig vil behandles sådan igen.
Mænd er også udsat for dobbeltliv
Til slut skal jeg nævne, at kvinder også manipulerer, lyver, kontrollerer og lever dobbeltliv, selv om jeg fra eksperterne ved, at der sandsynligvis er flest mænd, der gør det.
Kristina og jeg ville gerne have haft en mand med i bogen, som kunne fortælle om hans oplevelse af at være udsat for dobbeltliv, men de eksempler, der dukkede op i kølvandet på min egen fortælling, var alle fra kvinder.
Men det er vigtigt for mig at sige, at dette fænomen ikke er køns-specifikt, og jeg håber, at de mænd, der er eller har været udsat for dobbeltliv eller anden manipulerende, ødelæggende adfærd i deres parforhold også vil tale højt om det.
For overskriften på dette blogindlæg kunne skam også være: ’Sig det højt og tag magten fra hende’.
Amalie Mathiassen