Den hjerne, som vi går rundt med i dag, er grundlagt længe før, der fandtes mennesker. Den er en del af evolutionen, men den har ikke udviklet sig voldsomt meget siden stenalderen.
Vores hjerne bliver langt hen ad vejen dikteret af vores medfødte og urgamle drifter, der også er udviklet gennem evolutionen. Drifterne er aggressions-, frygt-, forplantnings-, territorie-, ritual-, rangordens- og omsorgsdriften.
Vores drifter er beregnet til at overleve i en hård og farlig fortid, hvor aggressionsdriften for eksempel skulle skaffe os føde, og frygtdriften skulle sikre, at vi ikke selv blev til føde eller mistede livet på anden vis. De andre drifter har vi også for at sikre vores overlevelse. Enten alene eller i samspil med andre af vores egen art.
Vores følelser er knyttet til drifterne, og vi har følelser for at få gang i en adfærd, så vi tilpasser os og overlever. Både som individ og art. Vi kan for eksempel føle tiltrækning, så vi får lyst til at lave nogle børn; vi kan føle frygt, så vi undlader at gøre noget, der er farligt, og vi kan føle os ensomme, så vi opsøger et fællesskab.
Geniale opfindelser, men …
Både vores hjerne, vores drifter og vores følelser er på den ene side geniale opfindelser, der er dybt forbundne og naturligvis er med til at gøre os til mennesker.
På den anden side er disse opfindelser – som beskrevet – af urgammel dato.
Rå urdrifter passer til en rå urtid og ikke ind i en moderne verden. Det er altså vigtigt at være opmærksom på, at vi alle bliver født med en urgammel biologisk arv, som ikke er tilpasset nutidens livsbetingelser.
Uanset hvor vi er født eller hvilken kultur, vi er vokset op i, er alle mennesker født med de samme syv drifter, som en urbiologisk arv. Sammen med vores sociale arv former biologien os til det individuelle menneske, vi hver især er. Den sociale arv kan ’tæmme’ urdrifterne, men den kan også forme dem uhensigtsmæssigt.
Derfor er der mennesker, der slår ihjel, mennesker der voldtager, mennesker der udnytter andre, stjæler, mobber og krænker.
Men samspillet mellem den biologiske og den sociale arv kan også være uhensigtsmæssig i mindre skala end de nævnt eksempler.
Det kan være, at du ofte bliver vred og råber ad dine børn. Måske tør du ikke holde en tale eller sige din mening, selv om du egentlig gerne vil. Måske bruger du for meget tid på sociale medier; eller måske bruger du flere penge, end du har. Det kan også være, du ikke tør tage initiativ til dates; eller du bliver i et job, som du ikke er glad for.
Listen over ’problemstillinger’ i det moderne liv er lang.
Det er bare ’et nej tak’, det er ikke livsfarligt
Rigtig mange af disse problemstillinger har sit udspring i, at vi går rundt med vores urbiologi og er bange for alt muligt, som slet ikke er farligt. Det er ikke farligt at holde en tale foran 100 mennesker, men det kan føles sådan. Det er ikke farligt at få et ’nej tak’, hvis du inviterer på en date, men det kan føles sådan.
Og det er fordi urgamle følelser, som ’afvist’ og ’udstødt’ for eksempel kommer i spil. Følelser der i urtiden ultimativt kunne betyde, at du ikke ville overleve, fordi ’afvist af fællesskabet’ og ’udstødt af klanen’ dengang betød, at du ville dø.
To gode nyheder
Den gode nyhed er, at du til hver en tid kan beslutte dig for at blive klogere på, hvordan samspillet mellem din medfødte biologiske arv og din tillærte sociale arv har formet netop dig.
Og når du får den indsigt, kan du begynde at tage stilling til, om du reagerer selvvalgt, voksent og hensigtsmæssigt på dine følelser og tanker, eller om du ønsker at træne ny adfærd i nogle situationer. For med ’selvindsigt’ og ’selvforståelse’ kan du få ’selvindflydelse’.
En anden god nyhed er, at du ikke behøver at stå alene i hele den proces. Jeg kan støtte dig igennem den.